Mindeord vedr. Kenneth Boje Sørensen

kenneth

Maribo, d. 10. april 2019

Tirsdag morgen modtog vi den triste meddelelse, at vores direktør Kenneth Boje Sørensen, døde mandag aften.
Selvom vi alle vidste, hvor slemt det stod til med Kenneth's kræftsygdom, kom det alligevel som et chok for os alle.
Kenneth kæmpede til det sidste, både for sin familie, sit firma og for vores skyld.
På trods af sin alvorlige sygdom, var det ham magtpåliggende at være i firmaet, så meget som kræfterne tillod.
Selv mandag formiddag var han ude i firmaet et par timer. Og som altid sagde han, inden han gik hjem: "Vi ses" ! 

KS Værktøj var Kenneth's "barn". Han startede som selvstændig i 1988 hjemme fra sin private adresse i en garage og arbejdede sig stille roligt op til et stort og velrenommeret firma med 15-20 ansatte. Godt gået Mester ! Vores Mester var ikke en helt almindelig Mester. Selvom vi indimellem ikke altid var helt enige, og kunne have store diskussioner, var det meget vigtigt for Kenneth, at vi havde en god arbejdsplads, hvor alle trivedes, og hvor der var plads til en snak og en fyraftens øl - og førhen også en smøg ! Han gik meget op i, at vi var som en stor familie og havde et godt sammenhold.

Tak for det Mester !

 

Det er et stort tab for KS Værktøj og for alle os medarbejdere, men det største tab har familien, som har mistet en god og kærlig søn, mand, far og farfar. Vore tanker går til Jer alle i denne svære tid.

 

Æret være Kenneth's minde. 

 

Personalet hos KS Værktøj A/S